”Man skal være forberedt på, at der bliver gået til den. Der bliver ikke lagt fingre i mellem, og folk er rystende ærlige”, fortæller Brian Reinhold om Silkeborg Valleys koncept ”Pitch”. Brian sad i den varme stol som vært den 18. februar, og var efterfølgende meget tilfreds med mødet, men også blæst bagover af alle de mange input. ”Det er som vært spændende at høre, hvordan andre opfatter din virksomhed. Det kan godt være, at man er uenig i betragtningen, men man må jo også acceptere det og tage det til sig”, siger Brian Reinhold, indehaver og direktør i IT virksomheden Solutio, om det nye koncept i IT-netværket Silkeborg Valley.

Pitch er et anderledes og spændende tiltag. Konceptet er blevet til for at give et frisk pust til de traditionelle netværksmøder samt styrke samarbejdet mellem virksomhederne. Vi har flyttet mødet ud af de støvede mødelokaler og hen til der, hvor det sker – ud på den enkelte virksomhed. Èn virksomhed i netværket agerer vært og fortæller om en aktuel udfordring virksomheden står overfor. To opponenter er på forhånd udpeget til at give feedback på, hvordan de ser virksomheden udefra. Efterfølgende får alle deltagere mulighed for at give deres besyv med i en debatrunde.

Ikke et salgsmøde
”Pitch er ikke et salgsmøde, hvor du skal sælge dine produkter til de andre virksomheder, tværtimod handler det om at få nogle input fra netværket om, hvordan man kan håndtere en problemstilling ”, fortæller Brian Reinhold.

Som vært må man ikke under opponent-runden forklare sig eller forsvare forskellige valg eller fravalg. Man skal blot sidde og lytte. Det kan være en svær situation at sidde i: ”Man skal være forberedt på at tage imod kritik og lytte til opponenterne” fortæller Brian Reinhold. Efterfølgende har man så mulighed for at kommentere på den kritik opponenterne har givet. Selvom der bliver talt lige ud af posen, synes Brian Reinhold, at der er en rigtig god stemning, hvor folk er trygge ved at sige, hvad de mener. ”Det er et rigtig godt koncept, og man får også meget ud af det, også når man ikke lige selv er på som vært eller opponent”, konstaterer Brian Reinhold.

Til spørgsmålet om, hvad Brian Reinhold og Solutio har fået ud af Pitch, svarer Brian: ”Jeg er virkelig positiv overrasket over kvaliteten af de input der kom ind. Det har sat skub i nogle ting, og jeg har fået taget aktion på noget, som jeg egentlig godt vidste der skulle gøres”. Så hold godt øje med Solutio i den nærmeste fremtid!

Om Solutio
Solutio hjælper virksomheder og organisationer med stabil og sikker drift af deres it-systemer, og er specialiseret i drift og support af servere, netværksudstyr og eksterne services for mindre og mellemstore virksomheder. ”Vi vil gerne være mere end jeres IT-leverandør – vi vil være jeres samarbejdspartner og sparringspartner på IT-området”