WelcomeSecurity er nyeste virksomhed i netværket; og den er ny på alle måder. ’Dåbsattesten’ siger, at man er gået i gang i juni i år, men bag opstarten ligger mange års solid erfaring indenfor it-sikkerhed. Manden bag, Thomas Ljungberg Kristensen, har nemlig arbejdet som it-sikkerhedskonsulent i mere end 13 år i forskellige sammenhænge.

Ingen tvivler vel på vigtigheden af at have sikret sine data optimalt; ja, faktisk kan sikkerhed øge værdien i en virksomhed, for mange lever direkte eller indirekte af brugernes tryghed. WelcomeSecurity rådgiver virksomheder om, hvordan de effektivt bekæmper trusler og samtidig understøtter virksomheden. Hvordan det så gøres bedst, er forskelligt fra virksomhed til virksomhed, men det kunne fx være ved at simulere hackerangreb, ved hjælp af træning eller måske via sparring med udviklere, medarbejdere eller brugere.

Nogen mennesker ved, de vil være selvstændige, og leder kun efter et egnet produkt, de kan sælge, mens andre – som Thomas Ljungberg Kristensen – pludselig oplever, at deres evner har udviklet sig til et produkt, som er i høj kurs. Da muligheden bød sig, greb han chancen for at starte for sig selv, og han har ikke fortrudt sin satsning: Det går fint. Faktisk går det ganske forrygende, og bl.a. derfor har han endnu ikke haft tid til at komme til et netværksmøde i Silkeborg Valley. Alligevel mener han, det nærmest er et ’must’ for en virksomhed som WelcomeSecurity at være med i et lokalt baseret it-netværk:

”Silkeborg Valley går jo netop ud på at udbrede kendskabet til hinanden indenfor branchen i Silkeborg, så som Silkeborg-baseret it-virksomhed, der ofte finder kunder via netværk, ville det nærmest være underligt, hvis jeg ikke var med”, siger han.