Silkeborg Valley har fået et nyt medlem: IT+Engineering. Flere af Silkeborg Valley-medlemmerne vil genkende navnet, da de allerede har hilst på Hardy Hyldgaard til de seneste to pitch-møder, for Hardy vægter netværk og gensidigt kendskab højt.

IT-Engineering er en selvstændig afdeling under JKS a/s, der på landsdækkende basis beskæftiger sig med rekruttering af bl.a. ingeniører og specialister indenfor IT, elektronik, mekanik og konstruktion. I et arbejdsmarked, hvor udbuddet af tekniske specialister er lavt, og efterspørgslen er stor, kræver rekruttering en særlig målrettet indsats – og måske især på it-området. Det er her IT+Engineering kommer ind i billedet.

Afdelingen er ret nystartet, men i nærmest eksplosiv vækst; før sommerferien var der således alene 2 ansatte, hvor der nu er 8 mand i flokken. Men, som Hardy fortæller: ”Vi er en del af koncernen JKS A/S, som har 38 afdelinger rundt i Danmark, og dermed servicerer vi direkte og indirekte hele landet”, og Hardy fortsætter: ”Vi oplever meget stor efterspørgsel efter vores kompetencer og efter at trække på vores netværk. Det er simpelthen en meget væsentlig grundsten i mit arbejde at kende mange indenfor it-branchen – og helst geografisk fordelt ud over landet.”

Efter 17 år i branchen har Hardy da også opbygget et solidt netværk – især i Jylland. Alligevel er det netværkstanken, der har vakt hans interesse for Silkeborg Valley. For en mand i hans job er det nemlig vigtigt at holde fingeren på pulsen, og det er helt klart en af de elementer, han håber på at kunne holde opdateret via Silkeborg Valley og kendskabet/samarbejdet med de øvrige virksomheder i netværket.